29. marts 2022

Rum til det lille i det store i Løvstikken

Det var med store smil på læberne, at børn og Aarhus Kommunes Børne- og Ungerådmand, i sidste uge kunne klippe den røde snor til dagtilbuddet Løvstikken.

Dagtilbuddet, der har plads til 192 børn i alt, fordelt på 2 etager, er det største i Aarhus Kommune. I så stor en daginstitution, har det været vigtigt at skabe rum for de små fællesskaber i det store fællesskab – det lille i det store. Dette har været et gennemgående tema i den grundige brugerinddragende proces, som Pluskontoret afholdt i forbindelse med udviklingen af designet af institutionen.

Husets 12 børnegrupper er derfor opdelt i 4 klynger med egne fællesrum. Her er rum og fællesskaber overskuelige for børnene. På samme måde er garderober og udearealer opdelt i mindre rum og steder, som børnene kan gå på opdagelse i.

Stemningsfyldt hjerterum
Centralt i institutionen er hjerterummet, der binder klynger og etager sammen, og hvor som børnene allerede nu har indtaget med stor fornøjelse. En smuk træbeklædt kerne med kunstnerisk udsmykning, midt i hjerterummet, skyder op gennem bygningen og åbner sig mod himlen.

Det smukke lys fra oven giver en helt særlig stemning til huset. I hjerterummet er mødesteder og garderober for alle børnene og trappe, kunst, legekasser og nicher giver plads til at børnene spontant kan mødes og lege.

Ny bæredygtig bydel
Bygningen er en del af den nye bydel Nye, som ligger nord for Aarhus. Bydelen er skabt ud fra visioner om at skabe en bæredygtig by i både miljømæssig, økonomisk og social forstand. Dette har også være en del af byggeriet af Løvstikken, hvor der er arbejdet med bæredygtige tiltag i hele institutionen. Særligt i udearealerne er de bæredygtige tiltag synlige, hvor tagvang og regnvand på legepladsen ledes til regnvandssøer. Hertil sikrer den meget kompakte bygningskrop et lavt energiforbrug.

Arkitekturen i Løvstikken er kompakt og skarptskåret og tilpasser sig dermed den øvrige arkitektur i Nye. Bygningen fremstår som en sammenstilling af tre skiferbeklædte kuber i varierende højder. Forskellige steder er trapper og overdækninger skåret ind i kuberne. Herved skabes gode overdækkede udearealer i børneskala tæt på bygningen.

Pluskontoret Arkitekter har været Aarhus Kommunes gennemgående totalrådgiver på projektet, som er udført i samarbejde med ingeniørfirmaet Viggo Madsen.

Du kan læse mere om projektet her.