19. maj 2022

Bowlingcenter skiftes ud med familieboliger og erhverv

På hjørnet af Nørregade og Frejasgade i Ikast, ligger det tidligere bowlingcenter, som har været lukket siden 2018. Nu opføres 24 nye almene familieboliger samt nyt administrationsfaciliteter for Ikast Andelsboligforeningen på den gamle bowlinggrund, som forventes at stå færdigt i 2024.

Byggeriet på lige knap 3000 m2, opføres som to separate bygninger på 4 etager, med et fælles gårdrum imellem. Byggeriet bindes sammen af en lav teglstensmur med indbygget bænk – et oplagt mødested for de kommende beboere. I stueetagen mod Nørregade vil Ikast Andelsboligforenings administration fremover være at finde. Her vil kommende gæster muligvis kaste nostalgiske tanker mod bowlingcenteret og kunne genkende det gamle bowlinggulv, der up-cycles til interiør i den nye administration.

De 24 moderne, attraktive boliger vil bestå af både 2-, 3- og 4-værelsesboliger og henvender sig således både til forskellige generation og familiesammensætninger. Boligerne opføres i lyse, indbydende materialer med godt lysindtag og har alle enten egen altan eller terrasse.

Hos Pluskontoret er vi meget glade for, at Ikast Andelsboligforening og bygherrerådgiver Bisgaard Ejsing, har udpeget vores hold som vindere af opgaven. Teamet består af totalentreprenør Thomas Andersen A/S og ingeniørrådgiver D.A.I. – begge gode og velkendte samarbejdspartnere for Pluskontoret.

Vi glæder os til at fortsætte arbejdet med denne spændende opgave og til samarbejdet med både bygherre og resten af totalentrepriseteamet.

Klik på linket her for at læse mere.