Toftlund Sport og Fritidscenter - Nyt bevægelsesområde

BYGHERRE:
Tønder Kommune

ADRESSE:
Stadionvej 5, 6520 Toftlund

TYPE:
Udvidelse af eksisterende idrætsfaciliteter gennem nedrivning og nybygning

YDELSE:
Bygherrerådgivning fra indledende vision og projektafklaring til udarbejdelse af byggeprogram og TE-udbud inkl. prækvalifikation og evaluering af tilbud, evt. bygherrerådgivning ifm. projektering og udførelse (ikke afklaret)

AREAL:
4.800 m2 nybyg, 2.900 m2 nedrives

BYGGESUM:
70 mio. kr. ekskl. moms

TILKNYTTEDE RÅDGIVERE:
Ingeniørværket / Norconsult

ÅR:
2022 – 2024

Toftlund Hallerne er en selvejende institution der i dag består af 2 haller, en multisal, fitnesslokaler, café, mødefaciliteter, omklædningsrum og depoter. En stor del af faciliteterne er nedslidte og utidssvarende og skal erstattes af nye moderne faciliteter til idræt og bevægelse. Den ene hal samt mindre multisal bevares og forventes at være i drift under byggeriet. Den nye tilbygning skal rumme en multihal, en springsal og fitness med tilhørende depoter, omklædnings- og velfærdsfaciliteter, café, mødelokaler, administrative lokaler, køkken og øvrige servicefaciliteter.

Visionen for Toftlund Sport & Fritidscenter er at skabe et samlingspunkt og et mødested for alle Toftlund borgere, et sted der skaber rammen for, at alle, både organiserede og de ikke-organiserede ung som gammel, oplever Sport & Fritidscentret som et sted, hvor man kan mødes på den sociale arena uden at være tilknyttet en sportsforening.

Sport & Fritidscentret udføres i et universelt design, der sikrer lige adgang for alle. Det betyder, at bygningerne og området skal imødekomme mangfoldigheden af brugere og den diversitet i behov, der findes i befolkningen. Særligt er der fokus på, at Sport & Fritidscentret i fremtiden skal kunne tilbyde parasport og facilitere events og stævner for parasport i Danmark.

Bygherrerådgivning – vision – rammesætning – brugerinddragelse – konkretisering – udbud
Pluskontoret Arkitekter har siden foråret 2022 varetaget bygherrerådgivning for Tønder Kommune med henblik på realiseringen af den omfattende udvidelse af idrætsfaciliteterne i Toftlund. Projektet er baseret på en udviklingsplan for Toftlund fra 2020 og visionen blev konkretiseret i en masterplan for byens bevægelsesområde i 2021. På baggrund heraf har Pluskontoret faciliteret en omfattende afklaringsproces med kommunen, interessenter og brugere for afklaring af rammerne for projektets realisering, herunder opgavens omfang, realistisk økonomisk ramme og bedste udbudsform. I den indledende proces indgik også afklaringer omkring etablering af en kommende daginstitution i området. I 2023 blev det besluttet at udbyde projektet i totalentreprise og herefter er udarbejdet byggeprogram og øvrigt udbudsmateriale med inddragelse af en mindre projektgruppe samt politisk styregruppe. Projektet blev sendt i udbud i nov. 2023 med forventet kontrahering i maj 2024. Som del af totalentreprisetilbuddet skal leveres et konkurrenceprojekt. Byggeriet forventes at stå færdigt i 2026.

Lokalplanproces
Parallelt med udarbejdelse af udbudsmaterialet har Pluskontoret Arkitekter bidraget i lokalplanprocessen, bl.a. med udarbejdelse af kortbilag, for at sikre sammenhæng mellem lokalplan og det fremtidige idrætscenter. Lokalplanen skal samtidig rumme en mulig etablering af en ny daginstitution og sikre sammenhæng mellem daginstitution og idrætsfaciliteter samt adgangsforhold har været særlige fokuspunkter.

Bred brugergruppe
Toftlund Hallernes faciliteter benyttes gennem hele dagen af både idrætsforeninger, byens daginstitutioner og dagpleje, Toftlund Distriktsskole og den nærliggende private skole STUK med mellemtrin, udskoling og gymnasie, som anvender hallerne til deres idrætsundervisning. Der afholdes årlige Lions Club-messer i hallerne samt koncerter og andre store arrangementer for lokalområdet.
Med de nye faciliteter er der ambition om at stedet også skal blive attraktivt for parasport.

Utidssvarende faciliteter
Den ældste hal fra 1965 er i dårlig stand og har større sætningsskader. Denne hal skal nedrives sammen med tilsltødende utidssvarende faciliteter til omklædning m.v. En ny multihal samt springsal skal opføres og suppleres af nye faciliteter til omklædning og café samt fællesområder hvor muligheder for ophold og bevægelse integreres.