Skole- og Aktivitetsmiljø i Nye - Ny skole, dagtilbud, fritids- og ungdomstilbud samt bevægelses- og idrætsfaciliteter
Bygherre
Aarhus Kommune
Type
Nybyggeri af Børn- og Ungebyggeri i Nye, nord for Aarhus. Byggeriet omfatter en 4-sporet skole, 12 gruppers dagtilbud, fritids- og ungdomstilbud samt bevægelses- og idrætsfaciliteter og tilhørende udearealer
Ydelse
Bygherrerådgivning, bruger- og interessentinddragelsesprocesser
Areal
ca. 13.800 m2
Samlede omkostninger
ca. 270 mio. kr.
Tilknyttede rådgivere
COWI, LABLAND Architects
Visualiseringer
C.C. Contractor, Kjær & Richter, Christensen & Co. Architects, LYTT Architecture og AFRY
Et bæredygtigt læringsmiljø i Nye med inddragelse af FN’s Verdensmål
Nord for Aarhus i et naturskønt område med udsigt over Aarhus by og bugt og Egå Engsø, bygges der en helt ny by med navnet Nye. Indenfor de næste par år, vil 15.000 mennesker flytte til området – heraf mange børnefamilier, der ønsker at bosætte sig tæt ved Aarhus, midt i naturen. Pluskontoret Arkitekter varetager sammen med COWI og LABLAND Architects bygherrerådgivningen i forbindelse med det nye Skole- og Aktivitetsbyggeri i Nye, der både skal huse en 4-sporet skole, et 12 gruppers dagtilbud, fritids- og ungdomstilbud samt bevægelses- og idrætsfaciliteter.
Den overordnede vision for byen Nye er at skabe en bæredygtig by, der inspirerer til fællesskab, lokalt engagement og godt naboskab. Denne vision arbejder vi videre med i Skole- og Aktivitetsbyggeriet, hvor den overordnede vision er “at skabe et bæredygtigt lærings- og aktivitetsmiljø, hvor alle – børn, unge og voksne – tør være sig selv og tør udfordre sig selv og hinanden”. Klimaet og bæredygtigheden generelt er således et overordnet fokus for projektet, både ud i lokalområdet, i brugerperspektivet og i byggeriet. FN’s Verdensmål er et værktøj, som vi i projektgruppen, vil bruge til at skærpe visioner og delmål frem imod en række konkrete leverancer både i byggeriet, i lokalområdet samt ud i det pædagogiske virke.
Inddragelse af brugere, borgere og interessenter
I forbindelse med projektet varetaget Pluskontoret Arkitekter den omfattende bruger- og interessentinddragelse i hele forløbet fra den indledende programmering, til endelig aflevering af byggeriet i 2023. I den indledende proces har vi bl.a. fokus på at skabe et forum, hvor de forskellige brugere fra både skole, dagtilbud, klub, foreninger og bysamfund kan mødes inden de flytter sammen, så de kan lære hinanden at kende og deltage i tværorganisatoriske workshops, der kan styrke fællesskabet og skabe et medejerskab. Vi har ligeledes fokus på, gennem inddragende processer, workshops og pilotprojekter, at høste fra brugernes viden og erfaringer, ikke bare ved opstart, men også gennem processen. Ved opstart igangsættes didaktiske pilotprojekter, som vi høster af inden vi skal tilrettelægge detailindretning og købe inventar.
Det helt særlige ved Nye og byggeriet af det nye Skole- og Aktivitetsbyggeri er, at byen og den pædagogiske praksis bliver til imens vi planlægger og bygger skolen. Borgere, naboskaber og brugere er derfor ikke helt på plads når vi går i gang og der vil løbende være behov for information og inddragelse af nytilkomne borgere. Ligeledes udvikler vi pædagogikken gennem pilotprojekter mens vi arbejder med byggeriet. Disse parametre giver en helt unik mulighed for at skabe et byggeri, der udvikles mens vi tegner og bygger.
Udpegelse af vinderforslag
I juni 2021 kunne vi offentliggøre at projektet “Grobund” fra C.C. Contractor, Kjær & Richer, Christensen & Co. Arkitekter, LYTT Architecture og AFRY er udpeget til at skulle realisere det 13.500 m2 store projekt, som rummer en 3-sporet skole, fritids- og ungdomstilbud samt bevægelses- og idrætsfaciliteter bl.a. en kunstgræsbane og en række udearealer i Nye på den i over 50.000m2 store grund nord for Aarhus.
Vinderforslaget opfylder alle visionerne om at opføre en bæredygtig nyfortolket skole. Grobund bliver et levende samlingspunkt for hele lokalområdet på tværs af de mange brugergrupper og danner rammen om sunde, inkluderende fællesskaber. Det bliver et lærings- og fritidsmiljø, hvor børn og unge bliver mødt med autentiske problemstillinger, som grundlag for livslang læring og hvor sundhed og bevægelse bliver en helt naturlig del af hverdagen.