Daginstitution i Dronningborg - Ny bæredygtig institution til 150 børn

BYGHERRE:
Randers Kommune

PROJEKT:
Ny integreret daginstitution til 8 grupper inkl. pædagogisk uderum

YDELSE:
Arkitekt- og landskabsarkitektrådgivning i totalentreprise. Konkurrenceforslag. Skitsering, Projektering, IKT-ledelse, Fagtilsyn, Brugerinddragelse

AREAL:
1.413 m² bygning, 10.000 m2 grund.

BYGGESUM:
29,3 mio. kr. ekskl. moms

TILKNYTTEDE RÅDGIVERE:
PN Tømrer & byggefirma, Vognsen Rådgivende Ingeniører

ÅR:
2023-2025

I bydelen Dronningborg, Nordøst for Randers, skal der bygges en ny integreret daginstitution til 150 børn. Den nye daginstitution falder naturligt ind i såvel landskab som de byggede omgivelser. Bygningen er placeret på kanten af det let skrånende landskab og parkering, og er disponeret over et knæk på 60 grader, der følger grundens trapezudformning. På denne måde indrammes den nære legeplads i et landskabsrum i lille skala, og landskabstrækket understreges. Herfra åbner bygningen med sin let skrånende grønne tagflade op mod både landskab, udsigt og sollys, og binder dermed ude og inde sammen.

Landskab
Naturen en integreret del af opholdsarealerne og legepladsen. Med indretning af det nye lege- og opholdsareal mod syd og vest søger vi at bevare de eksisterende kvaliteter i det bakkede terræn, udsigten og sammenhængen til det omkringliggende landskab.

Bygningen med de nære opholdsarealer er placeret højest på grunden. Beplantning af solitære træer samt skovlunde skaber læ, og indrammer udsigten fra bygningen ud over landskabet. Beplantningen og bygningen skærmer i fælleskab mod vinden og skaber små lommer hvor man kan nyde solens stråler. Stiforløbene slynger sig rundt omkring skovlundene og giver mulighed for varierede oplevelser i de forskelligartede landskabsrum. Udearealerne indrettes med naturelementer, der vil fremme et varieret plante- og dyreliv; enggræsarealer, stengrøfter, fugtige graveområder, tørre bakker og skråninger, solrige læsteder og skyggede skovplantninger, samt kvashegn og væltede træstammer. Naturelementerne giver årstidsvariation og masser af legemuligheder.

Bæredygtig arkitektur
Arkitekturen har et bæredygtigt indhold og naturligt udtryk. Vi har skabt en bygning, der har lang levetid og er nem og billig at drifte. Målet om at give bygningen et lavt CO2-aftryk har defineret arkitektur, konstruktion og materialevalg. Bygningen har et CO2-aftryk på 9,64 kg CO2 ækvivalenter pr. m2 pr. år.

Bygningen konstrueres i træ. Og brugen af træ slår også igennem med facadebeklædningen i thermobehandlet træ og synlige trækonstruktioner i tag og udhæng. Og netop udhænget sikrer også lave vedligeholdelsesomkostninger til bygningens facade. Yderligere robusthed til bygningen er tilført ved at arbejde med en høj sokkel i beton. Taget er belagt med Mos-sedum. Selv solafskærmningen er gjort mere bæredygtig i såvel udtryk som materialer ved brugen af i varmebehandlet pil.
Udover at skærme for solen nedskalere solafskærmningen også det uderum, der opstår under udhænget. Man kan sige, at det ”trækker tagfoden” ned. Hermed bliver det overdækkede uderum, som er en central del af projektet, også trukket ned i skala og gjort hyggelig for børnene at opholde sig under.

I bygningens arkitektur er der også gjort noget ud af detaljen. Facade og gangforløb har mange knæk og forskydninger for at skabe de helt små rum og steder til børnene.

Disponering
Dagslys, udsigt, landskab og et ønske om at tilbyde alle disse kvaliteter til alle børnene har ligeledes været bestemmende for bygningens udformning. Derfor er alle børnearealerne orienteret mod syd og vest – mod landskab og udsigt. I knækket af bygningen findes institutionens hjerte fællesrum og køkken. Her er der et markant gennemkig fra ankomst til landskabet.

Vest for knækket er der vuggestue – væk fra trafikken og parkeringspladsen af hensyn til krybberum og sovende børn. Og syd for knækket er børnehaven. Det giver samlet set en meget letforståelig og enkel struktur for bygningen, der gør den let at orientere sig og færdes i.