Børnenes Univers Grindsted Vest – Etape 2 - Til- og ombygning af daginstitution

BYGHERRE:
Billund Kommune

ADRESSE:
Langelandsvej 70, 7200 Grindsted

PROJEKT:
Til- og ombygning af daginstitution

YDELSE:
Totalrådgivning. Arkitekt- og landskabsarkitektrådgivning, projekt- og projekteringsledelse, AMK (P), Brandrådgivning, Fagtilsyn.

AREAL:
570 m2 tilbygning + mindre ombygninger

ANLÆGSSUM:
13 mio. kr.

TILKNYTTEDE RÅDGIVERE:
Hundsbæk & Henriksen, Ballinger Acoustics

ÅR:
2019-2021 (ibrugtaget)

Udvidelse og optimering af daginstitution
Børnenes Univers Grindsted Vest er planlagt til at blive opført i 2 etaper, etape 1 blev opført af anden rådgiver og taget i brug i 2013. Nærværende projekt omhandler etape 2, som også er en fusion af to daginstitutioner. Efter gennemførelse af etape 2 vil daginstitutionen kunne rumme og have alle nødvendige faciliteter til 20 vuggestuebørn, 152 børnehavebørn, 24 dagplejebørn samt 35 medarbejdere.

Efter ibrugtagning af etape 1 er der konstateret forskellige udfordringer i indretningen af daginstitutionen, bl.a. støjproblemer i fællesarealer, ganglinjer gennem mange opholdsrum, uhensigtsmæssige garderobeforhold samt manglende personalefaciliteter. I forbindelse med etape 2 optimeres de eksisterende forhold fra etape 1, så arealerne udnyttes bedst muligt og den fuldt udbyggede daginstitution bliver velfungerende for både børn og medarbejdere.

Under disponeringen af etape 2, er der gennemført en brugerinddragelse med deltagelse af brugere fra begge institutioner, hvor organisering, funktionalitet og pædagogisk praksis er taget op til revurdering for daginstitutionen som et hele. Indstitutionen organiseres med et 0-3 års-miljø med vuggestue og faciliteter for dagplejen, to børnehavelinjer “Udeliv og idræt” samt “Kunst og kultur”, et centralt hjerterum samt personalefaciliteter.

Der har været fokus på ankomstsituationen – logistik og tydelighed – fra gaden og ind gennem garderoben, og herfra videre ind på til linjens opholds / funktionsrum eller ud på legepladsen. Der har været fokus på indeklima, både det tekniske og det oplevede, herunder akustik, lys og luftskifte. Der har været fokus på dagsrytmen, at skabe de optimale rammer både når der er mange og få personer i bygningen. Udearealerne bearbejdes med enkelte nytilføjelser – bl.a. amfiscene, køkkenhave og sansehave, bålhytte og træværksted.

Totalrådgivning med indledende analyse af eksisterende forhold og brugerinddragelse
Pluskontoret Arkitekter er totalrådgiver og varetager, foruden den koordinerende proces- og projekteringsledelse, landskabs- og arkitektrådgivning på projektet. Forud for skitsering af tilbygningen er foretaget en grundig besigtigelse og analyse af de eksisterende forhold, hvor mulige optimeringer er identificeret. Tilbygningen er disponeret med udgangspunkt i det oprindelige byggeprogram fra etape 1, men med relevante afvigelser og tilføjelser på baggrund af inddragelse af projektgruppe og brugere fra begge institutioner.