30. januar 2024

Pluskontorets forslag er præmieret i den åbne idékonkurrence på Refshaleøen

Vi har stadig svært ved at få armene ned! I sidste uge tog Suna Cenholt og Frederikke Høgild til København, hvor Pluskontorets forslag ”Livet på Refsbro” blev præmieret i den åbne idékonkurrence for udviklingen af Refshaleøen, som er udskrevet af Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn.

Idékonkurrencen havde til formål ”at tegne konturerne af Refshaleøens fremtid”. Gennem fokus på fem centrale temaer, ønskede man forslag til, hvordan man kan arbejde med udviklingen af Refshaleøen til en ny, tæt bydel i København.

Strategisk arbejde med grundsalg skal være med til at sikre at Refshaleøen bliver for alle
I vores forslag er vi kommet med flere forslag til, hvordan man skal arbejde med udviklingen af Refshaleøen, gennem to primære filosofier ”Liv før byg” og ”Liv for alle”. Dog var det især vores forslag til nye tilgange til grundsalg og strategisk arbejde med forskellige bebyggelsesprocenter, der fangede dommerkomiteens opmærksomhed.

I dommerbetænkningen lyder det bl.a.:
”(Forslaget) præmieres for sin vision om at bruge bebyggelsestætheden, grundstørrelser og byggeretspriser strategisk til at skabe mulighed for, at en bredere vifte af bygherrer – og dermed et mere varieret boligudbud – kan indfinde sig på Refshaleøen. Bedømmelsesudvalget mener, at de omtalte strategier kan være vigtige pointer for den fremtidige diskussion af, hvordan det kan overvejes at udvikle området, så der skabes en blandet og sammensat by med mange bolig og ejerformer.”

Ny bydel på over 80 hektar
Det er ikke en let opgave at udvikle et område på over 80 hektar til en tæt og mangfoldig bydel, mens man samtidig bevarer den kreativitet og kultur, som Refshaleøen i dag rummer. Men vi tror på at man med de mange innovative og gode forslag, der er fremkommet gennem idékonkurrencen, har fået nogle værdifulde indspark til den videre proces.

Resultaterne fra idékonkurrencen skal tjene som inspiration for øens videre udvikling og bidrage til overgangen fra midlertidighed til en permanent bydel. Dette skal ske ved at anvende de præmierede forslag i forbindelse med den kommende strukturplankonkurrence, der udskrives i efteråret 2024.

Du kan læse mere om alle de præmierede projekter i den samlede dommerbetænkning her: https://lnkd.in/drefYifd