20. marts 2017

Pluskontoret Arkitekter deltager i debat på Building Green Aarhus

Building Green gæster Aarhus den 29. og 30. marts med en række spændende indlæg om bæredygtige løsninger i byggebranchen. Partner Suna Cenholt fra Pluskontoret deltager i en debat om cirkulær økonomi, og også tegnestuens projekt Sunde Boliger er på programmet.

Byggebranchen i Cirkler – 29. marts 2017 kl. 15.30:
Den cirkulære økonomi har som mål, at alle ressourcer recirkuleres til gavn for miljøet, mennesker og økonomien samt at sikre mindre træk på materiale- og energiressourcer og mindre belastning af affaldssystemet. Debatten handler om genbrug, recycling og upcycling af bygningsstrukturer, materialer og installationer.
Suna Cenholt, partner, Pluskontoret Arkitekter, Tina Snedker Kristensen, Head of Marketing and Communication, Troldtekt, Lone Feifer, programdirektør for bæredygtigt byggeri, VELUX Group, Signe Kongebro, partner & Head of Sustainability, Henning Larsen Architects. Moderator: Natalie Mossin, arkitekt og formand for Arkitektforeningen.

Sunde boliger i Holstebro (Vol. 2) – 30. marts 2017 kl. 11.45:
Sunde Boliger er et eksperimenterende nybyggeri i 1:1. Tre ensartede gårdhavehuse skal ved hjælp af nytænkning og varierende indretning, byggemetoder, materialevalg og teknologiske løsninger give svar på, hvordan vi skaber et bedre indeklima uden at give køb på energibesparelser og økonomi. De tre huse i Holstebro står nu på nippet til opstart af målinger og indflytning af testfamilier, og Jørgen Søndermark, Projektleder i Realdania By & Byg, bringer det sidste nye om boligerne og det, vi forventer at lære fra dem.

Tilmeld dig på www.buildinggreen-aarhus.dk