24. maj 2024

FØRSTE SPADESTIK PÅ ET KINDERÆG

Endelig er byggeriet af den kommende og nydøbte ’Ravnbakkeskolen’ i Nye igang. Trods en dyster vejrudsigt var alle børnene fra Elev skole mødt op med skovle i hænderne. Og selvom regnen silede ned under hele arrangementet, blev de første 200 spadestik til byggeriet taget med store og forventningsfulde smil.

Faktisk er det et helt ”Kinderæg” der bliver bygget her, som rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad sagde. Projektet indeholder nemlig både en skole, et fritidshus og en kunstgræsbane.

”Vi skal sikre, at der er plads til fællesskab, samvær og et levende fritids- og foreningsliv. Det er byggeriet her i Nye et godt eksempel på. Det er vigtigt for vores børn og unge, at de har lokale mødesteder, hvor de kan samles – også udenfor skoletid – og det er præcis den mulighed, som skolen og boldbanen giver her.” sagde han i sin tale.

Også rådmand for Aarhus Kommune, Børn og Unge, Thomas Medom, holdt tale – og han forsikrede at han er meget forventningsfuld omkring byggeriet, som har været længe undervejs og står klar til indvielse om 2 år.

”Ravnbakkeskolen bliver et byggeri skabt til aktiv læring, kreativitet og brede børnefællesskaber. Til et godt børneliv hører også et levende fritidsliv, og her vil skolens placering tæt på nye kunstgræsbane og midt i naturen samle børn og voksne om alt fra fodbold til dans og biavl.”

Skoleleder Jens Mathiasen roste den inkluderende proces der er gået forud for byggeriet, hvor brugere og borgere aktivt er blevet inddraget i programmeringen af projektet. Pluskontoret Arkitekter har sammen med COWI og LABLAND architects varetaget bygherrerådgivningen på projektet og hvor Pluskontoret har ledet den omfattende brugerproces.

Projektet udføres i totalentreprise af C.C. Contractor A/S i samarbejde med Kjaer & Richter A/S, Christensen & Co. Arkitekter , LYTT Architecture og AFRY.

Du kan læse mere om projektet her.

hashtagpluskontoretarkitekter hashtagarkitekturerforalle hashtagskoleogaktivitetsmiljø