Livet på Refsbro - Transformation af Refshaleøen til ny, mangfoldig bydel i København

BYGHERRE:
Refshaleøens Ejendomsselskab A/S og By & Havn A/S

PROJEKT:
Idékonkurrence ifm. planlægning af transformationen af Refshaleøen til ny bydel i København

YDELSE:
Idéforslag – Præmieret

AREAL:
80 hektar

ÅR:
2023

Refshaleøen i København har en en lang historie bag sig. Oprindeligt er øen skabt til det historiske skibsværft, Burmeister og Wains, som efter 124 års virke, lukkede i 1996. De store produktionshaller fra værftet ligger fortsat på øen, der sidenhen har udviklet sig til et hotspot for kreativitet, kultur og iværksætteri. Refshaleøen rummer i dag bl.a. gallerier, koncertsteder, gourmetrestaurenter og virksomheder. Området er i konstant forandring og skal i fremtiden rumme en helt ny permanent bydel i København.

Men hvordan skal man gribe en sådan kompleks opgave an, uden at ødelægge det helt særlige miljø, der idag er på Refshaleøen? Med dette spørgsmål og med udgangspunkt i 5 temaer, udskrev Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn i 2023 en åben idékonkurrence, hvor de bydende skulle komme med idéforslag, der skal være med til at tegne konturerne af Refshaleøens fremtid. Pluskontorets idé, var blandt de præmierede forslag i konkurrencen.

Sværmintelligens som katalysator for vores præmierede forslag
Pluskontorets forslag var kulminationen på en unik og kollektiv indsats, som involverede hele tegnestuen. I september 2023 var vi på fælles studietur til Refshaleøen, hvor vi udforskede idékonkurrencens fem temaer og dykkede ned i Refshaleøens mange potentialer. Tegnestuen blev opdelt i mindre grupper, hver dedikeret til at tænke kreativt indenfor et specifikt tema.

Efter hjemkomst til tegnestuen, blev hvert bidrag pitchet for en lille udvalgt projektarbejdsgruppe, der havde fået til opgave at destillere de mange gode ideer ned til et fælles bidra. Resultatet fra processen er Pluskontorets forslag ”Livet på Refsbro”.

Harmonisk balance mellem menneske og natur
Projektet ”Livet på Refsbro” tager udgangspunkt i de to grundfilosofier: ”Liv Før Byg” og ”Liv For Alle”. Vi har i forslaget udviklet en omfattende plan der tager hensyn til både miljøet’s og lokalsamfundets behov. Vi ønsker at der skabes bæredygtig bynatur. I vores forslag arbejder vi bl.a. med nye tilgange til bebyggelsesprocenter og grundsalg, bevarer og transformerer frem for at bygge nyt, laver fossilbil-fri zoner, integrerer grønne og blå biotoper for at fremme biodiversitet og øge sundheden for dyr, planter og mennesker i området, samt introducerer et helt nyt begreb ”Fredskrat”.

I dommerbetænkningen var det særligt vores forslag til hvordan man med en ny tilgang til strategi for grundsalg og bebyggelsesprocenter, kan sikre en fremtidig mangfoldig beboersammensætning på Refshaleøen. Vi foreslår bl.a. at man kan udpege fredede delområder, der kan sælges på andre vilkår end klassisk økonomisk bundlinje, ligesom at der skal udbydes byggefelter i mange størrelser, som også kan tillade fx. hybride byggefællesskaber og private at komme i spil. Formålet er at skabe rum til nye typer af arealudviklende partnerskaber, hvilket balanceres ved at tillade forskellige bebyggelsesprocenter i hele området. Ligeledes skal der vægtes i kvaliteten af blandingen mellem bolig og erhverv, samt tilhørende ejerforhold. Der skal skabes vilkår for boliger i mange forskellige størrelser og stemninger – fra Tiny-Houses, over ”Berliner-lofts” til palæ-lejligheder, ligesom der skal være erhvervsarealer i både S, M og L.

Ideer som grundlag for kommende strukturkonkurrence
Resultaterne fra idékonkurrencen tjener som inspiration for øens videre udvikling og bidrage til overgangen fra den nuværende midlertidige status til en permanent bydel med en dyb og kompleks indarbejdelse af den historiske baggrund, nuværende tilstand i sigtet mod en på alle måder mixet og umiskendelig ”Refhaleøsk” DNA. Dette sker ved at anvende de præmierede forslag i forbindelse med den kommende strukturplankonkurrence, der udskrives i efteråret 2024.