Afd. 21 Skovparken - Udviklingsplan for boligområde defineret som “hårdt ghetto-område”

BYGHERRE:
Bovia & AAB Kolding

TYPE:
Transformation af alment boligområde i Kolding kategoriseret som “hårdt ghetto-område”

YDELSE:
Bygherrerådgivning. Arkitekt- og landskabsarkitektrådgivning, workshops, beboerinddragelse og -orientering, udarbejdelse af bygningsfysisk helhedsplan (udviklingsplan) og infrastruktur helhedsplan, LBF-dialog, dialog med privat investor vedr. frasalg af udviklingsarealer

AREAL:
554 boliger, 45.654 m2 bygning. Område på 109.139 m2.

BYGGESUM:
Ca. 1 mia. kr. inkl. moms til bygninger og anlæg

ÅR:
2019 – igangværende

Udviklingsplan for Skovparken og Skovvejen
Skovparken afd. 21, AAB Kolding samt naboafdelingen Skovvejen afd. 2, BoligKolding er som én samlet enhed, på listen over hårde ghettoer 2019. Det betyder at de to boligselskaber i fællesskab og i enighed med Kolding Kommune skal opfylde kravet om en reduktion til samlet 40% af de nuværende almene familieboliger i de to afdelinger inden udgangen af 2030. Der er i den forbindelse udarbejdet en udviklingsplan, der viser en mulig strategi for opfyldelse af dette lovkrav. Udviklingsplanen er godkendt af Transport og Boligministeriet september 2019.

Udviklingsplanen anviser muligheder for at omdanne familieboliger til ældre- eller ungdomsboliger, etablering af mere erhverv i området og placering af byggefelter til privat nybyggeri samt strategisk nedrivning med henblik på at udvikle og forstærke centeret i bebyggelsen mellem de to afdelinger.

Områdevisionen er at Skovvejen og Skovparken skal være en attraktiv og blandet bydel med en alsidig beboersammensætning – også på lang sigt. En bydel, der tilbyder forskellige måder at bo på, et kvalitetsrigt og trygt nærmiljø, et rigt byliv, indbydende uderum og arkitektonisk kvalitet. Det, der i dag primært opleves som to store almene boligafdelinger, er omdannet til en række bykvarterer, der med hver sin karakter og identitet hænger sammen med den omkringliggende by.

Afd. 21, Skovparken – infrastrukturplan og bygningsfysisk helhedsplan
Afd. 21, Skovparken består af 21 boligblokke i tre-fire etager opført i 1973 som betonmontagebyggeri. Blokkene er organiseret i tre ens klynger, hver med en tilhørende parkeringskælder og parkeringsdæk. Ingen af de 554 almene familieboliger, 2-5 værelser, er tilgængelige.

For Afd. 21, Skovparken er udviklingsplanen viderebearbejdet til et infrastrukturprojekt som grundlag for ansøgning til LBF’s infrastrukturpulje samt en bygningsfysisk helhedsplan for konkrete løsninger ifm. omdannelse af de eksisterende familieboliger til nye boligtyper.

Gennemgående bygherrerådgivere
Pluskontoret har som bygherrerådgivere bistået Bovia og AAB Kolding gennem processen. Af ydelser siden 2019 kan bl.a. nævnes:

  • Medvirken til udarbejdelse af Udviklingsplan for områdetransformation
  • Tilrettelægning af LBF områdebesigtigelse
  • Beboerdemokratisk inddragelse, herunder afholdelse af beboerinddragende workshops
  • Deltagelse i administrativ tværgående styregruppe for områdetransformation
  • Deltagelse i udviklingsworkshops omkring nyt bydelshus
  • Analyser og strategisk rådgivning, samt deltagelse i forhandlinger ifm. frasalg af bygningsmasse og udpegning af nye byggefelter
  • Udarbejdelse af transformationsscenarier for bygningsmasse og landskab
  • Udlæg af parkering i området
  • Udvikling af forslag til nye boligtypologier og boligformer
  • Udarbejdelse af bygningsfysisk helhedsplan, inkl. kalkulationer i pyjamasark
  • Udarbejdelse af infrastruktur helhedsplan, inkl. kalkulationer i pyjamasark
  • Udarbejdelse af hovedtidsplan
  • Udarbejdelse af genhusningsoversigt
  • Udarbejdelse af årlig ministeriel indberetning omdannelsesregnskab og proces
  • Udarbejdelse af div. præsentations-og kommunikationsmateriale