Børnehuset Fantasihaven - Ny daginstitution i Smørum

Bygherre:
Egedal Kommune

Type:
Nybyggeri af daginstitution til 88 børnehavebørn, 48 vuggestuebørn og 30 ansatte. Energiklasse 2020.

Ydelse:
Arkitektrådgivning og landskabsarkitektådgivning i totalentrepriseteam. 1. plads i totalentreprisekonkurrence.

Areal:
1595 m²

Byggesum:
29,6 mio. kr.

Tilknyttede rådgivere:
Combibyg, TVEDE Rådgivendende ingeniører og arkitekter

År:
2018-2020

Daginstitution med skoven lige udenfor døren
På en smuk, kuperet grund i udkanten er Smørum ligger byens nye børneinstitution med udsigt over grønne enge og skov. Paddehatten er en integreret daginstitution med plads til 88 børnehavebørn og 48 vuggestuebørn samt 30 medarbejdere. Projektet har fokus på det gode udeliv i daginstitutioner og et højt niveau af bæredygtighed, med indarbejdelse af flere af FN’s Verdensmål.

Det lille i det store i en let overskuelig bygning
Børnehuset Fantasihaven er en kompakt daginstitution i to etager, hvilket giver en let overskuelig bygning med korte interne afstande og en stor, rummelig legeplads med områder til mange forskellige slags leg. Både inde i bygningen og ude på legepladsen er der logiske opdelinger og inddelinger af rummene, der sikrer oplevelsen af “det lille i det store” i den daglige brug af Paddehatten.

Bygningen er disponeret som en paddehat eller et “T”. På den ene side af bygningen er et uderum til ankomst og læring, og på den anden side er et uderum, der giver adgang til legepladsen fra garderoberne. Her er der overdækkede arealer til ly og skygge for alle grupper.

Centralt i bygningen er et ankomsttorv i 2 etager med dobbelthøje områder og ovenlys. Fra ankomsttorvet har man et godt kig til de mange hyggelige aktiviteter, der foregår i fællesrummet, motorikrummet og flere af grupperummene. I stueetagen er der også sanserum, et konstruktionsrum, produktionskøkken og flere andre faciliteter. på 1. salen finder man flere grupperum, en tagterrasse og personalefaciliteter.

Eventyrlig legeplads med noget for alle aldre
Vuggestuens nærmiljø rummer en stor sandkasse med solsejl, klatretræ, gynger og en lille bakke med rutsjebane og et område med små tipier til leg i skyggen af et stort træ. Der er flere bordgrupper og flisearealet er stort nok til at man kan køre på det med legescootere, løbecykler m.m.

Ude på børnehavens legeplads fører stier rundt fra det ene legeområde til det andet. Det ene område er en stor bakke med rutsjebaner, klatrenet og reb. Det andet er en eventyrlegeplads med legetårn, sandkasse, vandleg, gynger og klatreelementer. Det tredje område er en multibane med bander til forskellige former for boldspil. Rundt om denne er en asfaltbelagt kørebane med terrænforskelle til cykler, mooncars m.m. Det fjerde område er skoven, hvor en lysning rummer bålpladsen.

Materialeholdning og bygningsudtryk
Fantasihavens facader holdes i naturmaterialer i form af grå naturskifer og lodrette trælameller. Hovedparten af facaden udføres i naturskifer, mens der ved særlige steder, såsom de buede hjørner og forskellige indgange, markeres med felter af lodrette trælister, der ligeledes går igen som værn på udvendige trapper, terrasse og tagterrasse. Trælamellerne anvendes også inde i huset på den buede væg i ankomstrummet og indvendigt som værn ved trappe og åbning mellem etager.

Synlige bæredygtige tiltag – også i børnehøjde
Børn og bæredygtighed er en helt unik sammensætning, der giver mulighed for at skabe særlige steder egnet til små kroppe og nysgerrige sjæle. Rumligheder, overgange og dagslys dyrkes i øjenhøjde, så udfordringer og steder til forundring skabes. Naturen og omgivelserne omkring daginstitutionen er synliggjort og nære grønne områder, udelivet, naboerne og himmellyset påvirker både arkitekturen og det daglige liv i og omkring Paddehatten.

Der er også fokus på at skabe bæredygtige tiltag i det daglige pædagogiske arbejde i Paddehatten og under byggeperioden af daginstitutionen vil der blive samlet restmaterialer ind fra byggeriet, som senere hen kan bruges til en børnebyggeplads.

Det samlede projekt hviler på en klar bæredygtig strategi, der indeholder 5 hovedpunkter:
-Øget fokus på materialevalg
-Særlige tiltag for det pædagogiske arbejde
-God udnyttelse af passivsolenergi og optimale dagslysforhold i grupperum og fællesfaciliteter
-Stringent føringssystem og behovsstyret ventilationsanlæg
-Valg af materialer og byggesystem i forhold til bæredygtige principper, drift og vedligehold, langtidsholdbarhed, fleksibilitet og genanvendelighed.