Sunde Boliger, Realdania - Et eksperimenterende byggeprojekt i Holstebro

Bygherre:
Realdania By & Byg

Adresse:
Tommelise 65-69, 7500 Holstebro

Projekt:
Demonstrationsprojekt; Tre enfamiliehuse m. fokus på sundt indeklima / Energiklasse 2015/2020

Ydelse:
Totalrådgivning; Vundet programkonkurrence, arkitektrådgivning, procesledelse, programmering, projektudvikling, projektering, byggeledelse og fagtilsyn

Areal:
169-181 m² pr. hus

Byggesum:
6 mio. kr. ekskl. moms

Tilknyttede rådgivere:
Lendager Arkitekter, MOE, Professor Torben Sigsgaard

År:
2015-2017

Fotos:
Helene Høyer Mikkelsen

Sunde Boliger – demonstrationsprojekt
Sunde Boliger er et innovativt, eksperimenterende byggeprojekt. Et projekt, som skal bygge bro mellem forskning og praksis og med afsæt i byggematerialer, byggemetoder og teknologi afsøge muligheder for et bedre indeklima.

Omdrejningspunktet for projektet er tre familieboliger, tre gårdhavehuse, der er opført i et naturskønt parcelhuskvarter i Holstebro.

Hypotesen for projektet er, at de senere års fokus på energi og miljø kan have haft en negativ betydning for beboernes sundhed og komfort. Projektet skal vise, at hensynet til indeklimaet kan løftes uden at give køb på energi og miljø og uden fordyrende omkostninger. Husene er opført inden for en almindelig anlægsøkonomi.

De tre huse
Udefra er husene ens, men indenfor byder de tre huse, NO-tech huset, YES-tech huset og NOW-tech huset, på forskellige eksperimenterende løsninger til at skabe et sundt indeklima.

‘NOW-tech’ – et referencebyggeri, opført som vi typisk bygger i dag.
‘NO-tech’ – et hus der er mere robust og tilgivende over for brugerens adfærd og mindre afhængig af teknologi.
‘YES-tech’ – et hus der udnytter den ypperste interaktive teknologi og styring med beboeren i centrum frem for som ‘problemet’.

Indeklimahjulet
Indeklimahjulet (billedet til højre) er et effektivt hjælpeværktøj til at skabe overblik over de mange elementer, et indeklima består af: Hvordan påvirker de os, og hvordan kan et byggeri påvirke dem? Da Sunde Boliger i Holstebro blev planlagt og designet, var det med udgangspunkt i dette værktøj, at de væsentligste indeklimaudfordringer blev spottet, og via hjulet at der blev taget stilling til, hvad der er mest problematisk for vores helbred, og hvad det bedst kan betale sig at gøre noget ved.

Indeklimahjulet er delt i to halvdele, den ene handler om sundt indeklima; den anden om oplevet indeklima.Når det gælder at skabe et sundt indeklima, er målet blandt andet at mindske partikler og VOC’er (Volatile Organic Compounds) – dvs. organiske stoffer som ethanol, isopren og ace-tone osv. – samt fugt, som ligeledes umiddelbart eller over tid kan irritere eller skade vores sund-hed. Det oplevede indeklima drejer sig mere om velære og komfort. Er vi tilpasse og trives vi i vores bolig? Det oplevede indeklima skal også tilgodeses, og her er målet at håndtere alt fra sol-lys, akustik, træk, temperaturer, strålingsasymmetri og luftfugtighed i boligen.

Et levende laboratorium
De tre Sunde Boliger blev opført i efteråret 2016. I foråret 2017 stod de færdige, og herefter rykkede et hold af eksperter ind i de ubeboede huse for at foretage en lang række tests og målinger af temperatur, CO2-niveauer, støj, partikelniveau, afgasninger osv.

Næste fase bliver at følge de familier, som køber husene. I forbindelse med huskøbet har famili-erne indvilliget i at være testpiloter de næste to-tre år. Nu skal husene virke i virkeligheden; nu skal de stå deres prøve.

Alle registreringer fortsætter, som da husene stod tomme, og der vil ligeledes blive udført flere grundige målinger af forskellige afgasninger. Derudover bliver der de næste par år gennemført en række interviews med familierne – både for at høre om deres personlige oplevelse af indekli-maet under forskellige forhold, og naturligvis også for at spørge ind til deres erfaring med huse-nes alternative indretninger og teknologiske løsninger.

Fungerer ’koreografien’ om morgenen? Er det rigtigt, at ventilationen nærmest ikke kan høres? Er et systemloft pænt? Hvad siger gæster til familiernes nye, spændende hjem? og mange andre spørgsmål. Resultaterne vil blive samlet og formidlet på forskellige platforme, i rapporter og ved foredrag, både midtvejs – forventeligt i efteråret 2018 – og som afslutning på eksperimentet, for-venteligt i efteråret 2020.

Projektet er en del af Realdanias initiativ ‘Et godt indeklima’ og en del af Realdania By & Bygs arbejde med eksperimenterende nybyggeri.

 

”Håbet vil være, at vi får anvist nogen veje, et katalog, som man kan gå ind og vælge imellem, når man skal bygge nyt eller renovere”, udtalte direktør Peter Cederfeld, Realdania By & Byg i forbindelse med første spadestik.

Publikationer:
Realdania By & Byg “Sunde Boliger”

Indeklimahjulet