Marselisborg Hallen - Om- og tilbygning af idrætshal

BYGHERRE:
Aarhus Kommune / Aarhus 1900

ADRESSE:
Havreballe Skovvej 11, Aarhus

TYPE:
Om- og tilbygning af Marselisborghallen. Nedrivning af sidebygning og opførelse af nye publikumfaciliteter.

YDELSE:
Bygherrerådgivning, brugerproces, og udbud i totalentreprise.

AREAL:
1200 m²

BYGGESUM:
19,5 mio. kr.

TILKNYTTEDE RÅDGIVERE:
Ingeniørfirmaet Viggo Madsen

ÅR:
2017-2019

 

Markant bygningsværk
Pluskontoret Arkitekter har vundet opgaven med at forny Marselisborghallen for Aarhus Kommune, Sport og Fritid.

Marselisborghallen er et markant bygningsværk med en prominent placering mellem Tivoli Friheden og Stadion. Med sin modernistiske betonfacade fra 1969 og sorte lodrette lister adskiller den sig markant fra Stadions rødmalede udtryk. Tiden og udviklingen har dog givet bygningsværket en overhaling. Faciliteterne svarer ikke til nutidens ønsker om transparens og publikumsfaciliteter, og regnen strømmer ind gennem taget i omklædningsfaciliteterne.

Pluskontoret Arkitekter skal som bygherrerådgiver assistere Aarhus Kommune og Aarhus 1900 med at udbyde Marselisborghallen i totalentreprise på baggrund af en idéskitse udviklet i samarbejde med brugerne.

Nye tidssvarende rammer
Projektet består bl.a. i nedrivning af den gamle sidebygning og opførelse af en ny og større sidebygning med omklædningsrum, træningsrum, opholdsrum/café med køkken samt mødelokaler og administrationslokaler til Aarhus 1900. Projektet er finansieret af diverse genopretnings puljer samt af Sallingfondene.

Den eksisterende atletikhal, der vil være i brug under renoveringen, får ny gummigulvbelægning, og de forskellige faciliteters placering justeres således, at det i højere grad bliver muligt for publikum at overskue aktiviteterne. Der etableres en balkon i forbindelse med caféen, hvor forældre og tilskuere kan følge med uden at forstyrre træningen.

Øvrige tiltag: Det samlede bygningsværk opgraderes energimæssigt. Der skabes nærhed mellem træningsrum og atletikhal, således at skadede atletikudøvere genoptræner i samme miljø. Der skabes sociale zoner til ophold og pauser, der appellerer til børn og unge. Facaden gøres aktiv og åben, så man ude fra gaden kan fornemme den aktivitet, der foregår i træningsrum, café og i hal.

Tiltrække flere brugergrupper
I fornyelsen af Marselisborghallen er der fokus på at understøtte muligheden for at tiltrække nye brugergrupper, bl.a. skolebørn, ældre borgere samt den mere uorganiserede idræt. Der skal desuden gives forslag til, hvordan bygningen kan kobles på det nærtliggende skovområde/aktivitetsområde, fx ved at integrere træningsfaciliteter i skoven., så det bliver muligt at træne i atletikskoven i sommerhalvåret.