Skolegade Vejle, 40 ungdoms- og familieboliger - AAB Vejle

Bygherre: 
AAB Vejle

Adresse:
Gårdrummet ved Skolegade 2-60, 7100 Vejle

Projekt:
Nybyggeri af 10 ungdomsboliger og 30 boliger udformet som små familieboliger forbeholdt flygtninge / Energiklasse 2020

Ydelse:
Bygherrerådgivning, arkitektrådgivning og landskabsarkitektrådgivning, herunder skitsering

Byggesum:
32 mio. kr.

År:
2017

I et alment boligbyggeri i hjertet af Vejle – med et gårdrum så stort som en fodboldbane – placeres to nye, begrønnede punkthuse i et nyt stiforløb med en intern torveplads med opholdsbænke, træer og plantebede samt et orangeri til fælles brug for hele boligforeningen. Projektet er planlagt som første etape af i alt tre, der erstatter lavt byggeri i gårdrummet med i alt 5 punkthuse, hvoraf det højeste på 12-13 etager placeres mod Skolegade som et blikfang og signal om ny ungdomsby. To af husene i etape 2 og 3 planlægges at have en
1-2 etagers base med dagligvarebutik, fællesfaciliteter mm.

De to punkthuse udføres i tegl og beton, og etageskellene markeres med et tyndt, horisontalt stålbånd, der bærer et ekstra, transparent facadelag i form af metallameller i forskellige toner af grønt. Forskydninger i formen og store hjørnealtaner giver et varieret udtryk, og omkring bygningen er en base i træ, der er udformet som opholdsbænke og plantebede, hvorfra klatreplanter vokser op og blander sig med de grønne lameller.

Bygningerne har samme planløsning med 4 boliger pr. etage placeret omkring et trapperum. Fordelingsarealet er kompakt, hvilket muliggør, at samtlige boliger kan disponeres med to rum og gode daglysindfald, selvom der er tale om små ungdoms- og familieboliger på hhv. 40, 50 og 55 m², hvoraf den største er udformet som tilgængelig bolig med mulighed for opdeling til delebolig. 30 af de 40 boliger er forbeholdt flygtninge, men i det omfang, der ikke er behov herfor, er de alle overvejende planlagt som ungdomsboliger.