47 boliger i Viby - Bæredygtigt byggeri i massivtræ
Bygherre:
ALBOA, Viby Andelsboligforening, Afd. 78
Adresse:
Engelundsvej, 8260 Viby J
Projekt:
Ny boligbebyggelse opført i massivtræelementer
Ydelse:
Arkitektrådgivning i totalentreprise; Konkurrenceforslag, projektering, fagtilsyn
Areal:
4.000 m², 47 boliger
Byggesum:
44 mio. kr.
Tilknyttede rådgivere:
Aalsrode Tømrerfirma, Moe & Brødsgaard
År:
2007-2009
47 nye lejeboliger i Viby
Pluskontoret Arkitekter vandt i juli 2007 projektkonkurrencen om 47 lejeboliger, udskrevet af Viby Andelsboligforening. For beboerne er de en alternativ mulighed for at vælge en generel bæredygtig boligform – og bo til leje.
Beboerne skaber selv oplevelser, aktivitet og personligt præg i 47 kommende lejeboliger ved Århus. Det er konceptet, der kan kopieres til boligforeninger, som satser på beboernes aktive medvirken til gode boligsociale relationer.
Projektets arkitektoniske motivation er at opføre familieboliger i et bredt bæredygtigt perspektiv til kvalitetsbevidste kunder på det almennyttige boligmarked. Der er tale om et fleksibelt boligtype-koncept, der henvender sig til en mangfoldig, men overskuelig beboergruppe.
Bebyggelsens disponering
Al bevægelse på området er struktureret ud fra et princip om åbenhed og tryghed.
Beliggenhedsplanen er udlagt i en ydre bilzone og en indre tryghedszone. Fra bilzonen løber ankomststier ned i terrænet til boligerne, og giver frit udsyn til et grønt fællesareal.
Husene fordeler sig i mindre klynger med forskellige fritids- og legemuligheder ind imellem. Oplevelsen af at komme hjem eller at tage af sted afhænger af måden, man bruger de forskellige ankomstmuligheder på.
Boligbyggeri i massivtræ
Boligerne er opført i massive træelementer. Det er et unikt træk i forhold til almennyttigt boligbyggeri at tilbyde et eksklusivt facadeudtryk. Træ er et miljøvenligt materiale, sikrer et godt indeklima og minimerer udgifter til ventilation og vedligeholdelse. Huset ånder og holder en stabil temperatur ved skiftevis at holde på og afgive varme.