AT Home – fleksible mobile boliger for mennesker med autisme - Region Midt

Bygherre:
Region Midtjylland – Specialområde Autisme

Adresse:
Hinnerup Kollegiet, Stadion Allé 1, Hinnerup, Gødvad Botilbud, Stavangervej 13, Silkeborg, Botilbud Nordre Fælledvej 2, Tørring

Projekt:
Nybygning, præfabrikation af fleksible mobile boliger til mennesker med autisme / Energiklasse 2020

Ydelse:
Arkitektrådgivning i totalentrepriseteam. 1. præmie i projektkonkurrence

Areal:
26 boenheder á 35-50 m² på tre lokationer.

Byggesum:
15 mio. kr.

Tilknyttede rådgivere:
Jytas, LB Consult

År:
2015-2016 (ibrugtaget)

Foto:
Fotos venligst udlånt af Specialområde Autisme. Fotograf: Montgomery

Der er en stigende efterspørgsel efter nye boliger til brugere med autisme. Specialområde Autisme under Region Midtjylland består af 25 afdelinger, og det kan være svært at estimere hvilke afdelinger, der har behov fremadrettet. De enkelte døgntilbud ønsker derfor mulighed for at udvide med boliger, dér hvor efterspørgslen er. Konkurrencen tog udgangspunkt i tre forskellige lokaliteter med at aktuelt behov – med mulighed for tilkøb af yderligere boenheder.

Pluskontoret har skabt en boligtype, som er facetteret i udtrykket, og som ved sammenstilling i klynger danner én samlet boliggruppe i tilknytning til det tilhørende bosted. Den enkelte boligenhed er skabt ud fra de præcise krav til størrelse, geometri og fleksibilitet, som er en forudsætning for præfabrikation – men uden at gå på kompromis med det bygningsfysiske udtryk og følelsen af hjemlighed.

Selve boligen er en kompakt enhed på 35 m² med mulighed for udvidelse med et tillægsmodul på 15 m². Et samlende skrånende tag giver en variende rumoplevelse ved forskellige loftshøjder. Højt placerede vinduer sikrer, at dagslys kastes langt ind i boligen, der er gennemlyst med et ubrudt kig gennem hele boligen fra ankomst til den private have.

Boligen er indrettet med forskellige overgangszoner mellem bolig og udearealer. Der er etableret flere indbyggede bænke, som giver beboeren mulighed for lige at samle sig til at komme videre ud i det fælles miljø. En rygrad i boligens længderetning indeholder skabe og nicher til installationer, opbevaring, køkken samt en siddeniche og fortsættes udendørs med et haveskur.

De fleksible mobile boliger udstilles i Aarhus forbindelse med Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad.