17. september 2021

Når de cirkulære principper bliver til praksis

Lejerbo’s Circle House-projekt er et af de mest ambitiøse bæredygtige udviklingsprojekter i Danmark til dato. Byggeriet af 60 almene boliger i Lisbjerg, nord for Aarhus, bygger på cirkulære principper hele projektet igennem – lige fra proces til byggesystem.

”Det er et enormt ambitiøst og vigtigt projekt for byggebranchen på nuværende tidspunkt, og det begynder for alvor at tage form. Jeg synes alle rundt om bordet arbejder hårdt for at få projektet til at lykkes” siger Kasper Møller, partner og projektansvarlig fra Pluskontoret Arkitekter, som er bygherrerådgivere for Lejerbo ifm. udbud og udførelsen af projektet.

Fremtidens cirkulære bolig skal kunne adskilles
Den vigtigste læring fra projektet, bliver den konkrete erfaring med de mange byggetekniske løsninger der skal kunne adskilles efter endt brug. Projektet arbejder med målsætningen om at 90 % af byggematerialerne kan adskilles og viderebearbejdes, og det ser indtil videre ud til at kunne lykkes. Samtidig bliver Circle House et interessant studie i, hvordan vi kan aptere og indrette vores boliger fremover. Det bliver uden tvivl et mere råt udtryk end vi er vant til.

Ét aspekt er selve detaljerne med fokus på opførelse og adskillelse, men der er også et naturligt sigte på driften undervejs. En stor del af et boligselskabs udgifter går til istandsættelse ved ind og fraflytning – og her kommer projektet med stor sandsynlighed også til at kunne vise mere enkle, fleksible og individuelle løsninger – og dermed et positivt resultat. Alt sammen særlige krav, som har skullet fastholdes gennem udbud, videre projektering og udførelse.

”Det er et stort projekt at bruge som forsøgsprojekt på cirkulært byggeri, men omvendt giver det flere muligheder for at komme omkring så mange løsninger som muligt. Vi er en meget traditionsbundet branche, også når det gælder fordeling af ansvar mellem entreprenør, rådgiver og bygherre, og dette bliver positivt udfordret i det igangværende arbejde. Præcis derfor er jeg sikker på Circle House projektet vil flytte grænser for os alle i branchen”, siger Kasper Møller.

Det udvalgte totalentrepriseteam til opgaven, bestående af Torntoft & Mortensen, RUM og Sweco, er nu godt i gang med projekteringen og aktuelt er projektet under myndighedsbehandling. Byggeriet forventes at stå klar i 2023.

Du kan læse mere om Circle House på nedenstående links:
Circle House LAB og på vores hjemmeside her.

D. 24 september afholdes Summit 02, Circle House Lab i Bloxhub KBH. I denne forbindelse er Green Paper blevet udgivet, hvori du bl.a. kan læse om Pluskontorets arbejde med Circle House.