7. september 2017

“Arkitektur er verdens stærkeste våben!”

Sådan lyder overskriften på det brev, Pluskontoret Arkitekter har sendt til Folketinget i forbindelse med initiativet ’Letters to the Parliament,’ der har givet arkitekter og arkitektstuderende mulighed for at skrive personlige breve til danske politikere med forslag til ny arkitektur og fokus på væsentlige problemstillinger inden for arkitekturens felt. Projektet er en del af Architecture Moves – Arkitektskolens bidrag til Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstad. I alt 222 breve er sendt til 52 ministre og folkevalgte. Læs Pluskontoret Arkitekters brev Arkitektur er verdens stærkeste våben!

Parliament of Architecture 9. september på Arkitektskolen Aarhus
På den baggrund er Pluskontoret Arkitekter sammen med andre udvalgte brevskrivere inviteret til at deltage i paneldebat på Arkitektskolen Aarhus den 11. september, hvor brevenes indhold drøftes mellem politikere, arkitekter og studerende. Intentionen er at skabe en direkte, konstruktiv og inspirerende dialog mellem arkitektstanden og landets beslutningstagere omkring løsningen af fremtidens udfordringer.

”Kvalitet i byggeriet og mangfoldighed i boligudbuddet”
Suna Cenholt, partner i Pluskontoret Arkitekter, deltager fra kl. 9.15-10.00 i paneldebatten ”Kvalitet i byggeriet og mangfoldighed i boligudbuddet” sammen med transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, adm. direktør for BL – Danmarks Almene Boliger Bent Madsen, stadsarkitekt Stephen Willacy og partner i Gehl Architects Camilla Van Deurs samt to arkitektstuderende. De øvrige debatter omhandler ”Bæredygtighed, klima og landskab” og ”Arkitekturens rolle – et kunstnerisk og samfundsengageret erhverv.”

Paneldebatterne afholdes i Udstillingsbygningen på Arkitektskolen Aarhus den 11. september kl. 9.00-13-30 og indgår som en del af åbningseventet for den internationale arkitekturbiennale RISING Architecture Week, arrangeret af The Architecture Project. Arrangementet er offentligt og alle er velkommen. Se det fulde program her 

Vi glæder os til en spændende debat om, hvordan arkitektur kan bidrage til at forandre og udvikle vores samfund.