Enghaven - 61 nye almene boliger i Kirke Hyllinge
Bygherre:
Lejre-Bramnæs Almennyttige Boligselskab / DAB
Adresse:
Ryttergården, Kirke Hyllinge
Projekt:
Nybyggeri af 39 almene boliger i blandede boformer, bl.a. flexboliger, rækkehuse og tilgængelige boliger. Hertil også udearealer samt et fælleshus.
Ydelse:
Arkitektrådgivning og landskabsarkitektrådgivning i delt rådgivning, skitsering, projektering, ikt-ledelse og udbud i hovedentreprise. DGNB Screening
Areal:
I alt 4075 m². Tæt/lav boligbebyggelse i en til to etager + fælleshus på 180 m²
Byggesum:
79 mio. kr.
Tilknyttede rådgivere:
TEYTAUD rådgivende ingeniører
År:
2017 – 2021
Kategorier:
Almene boliger, familiebolig, seniorbolig, flexbolig
Nye, funktionelle almene boliger i naturskønne omgivelser
På en smuk grund i udkanten af Kirke Hyllinge opføres denne ’bilfri’ bebyggelse med et højt bæredygtigt niveau og med et velkendt og gedigent materialevalg. Bebyggelsen tæller 39 boliger fordelt på 4 boligtyper, bl.a. flexboliger, 2- og 3 værelses boliger, rækkehuse og tilgængelige seniorvenlige boliger – hertil et fælleshus og udearealer. Livscyklusboliger er et nøgleord og der er øget fokus på naboskab og social bæredygtighed med mangfoldigheden i boligsammensætningen som drivkraft og i bebyggelsen er der boliger til både familier, yngre og seniorer, enlige eller par.
Bebyggelsen er udlagt på en stor, skrånende naturgrund på 13.600 m² i udkanten af landsbyen Kirke Hyllinge. Boligerne opføres som tæt/lav bebyggelse med forskydninger og sadeltage, der opdeler klyngerne i mindre huse, så bebyggelsen tilpasses den omgivende by. De enkelte boligklynger danner små fælleskaber rundt om i bebyggelsen, hvilket samlet giver en varieret oplevelse i bevægelsen igennem- og ved ophold omkring husene.
Den samlede nye bebyggelse vil fremstå som en sammenhængende og homogen arkitektur med klassiske rækkehuse i 1 og 2 etager. Sadeltagene vil være et kendetegnende element, der videreføre den omkringliggende parcelhus-bebyggelse, og vil dermed fremstå som en naturlig udvidelse af byen Kirke Hyllinge. Der er fokus på robuste materialer i velafprøvede konstruktioner. Facader og tage opføres i teglsten og alle inddækninger, sålbænke, tagrender og nedløb udføres af zink. I facaderne er der detaljer, som fremhæver lys- og skyggeforhold. Boligindretningen er funktionel, og der er en klar opdeling mellem private og offentlige zoner for at optimere indretningen. Lyse massive trægulve i ask, hvidmalede massive trædøre og vægge i lyse farver.
Alt parkering foregår i kanten af bebyggelsen. Det betyder et 100 % bil-frit nærområde mellem husene der tilgås ved et sammenbindende stisystem. I bebyggelsesplanen indtænkes et fælleshus og flere udendørs opholdsområder med mulighed for forskellige aktiviteter. Derudover arbejdes med LAR i et synligt vandsystem med åbne vandrender til brug ved kraftige regnskyl, som samles centralt i en lille sø på grunden.
Screenet til DGNB Sølv
Arkitekturen og boligindretningen af de 45 nye boliger tager udgangspunkt i DAB’s modelprogram ”Livsrammer” – et udviklingskoncept for fremtidige almene familieboliger, plejeboliger og ungdomsboliger i hele landet, udarbejdet af Pluskontoret Arkitekter og DAB.
Projektet har særligt forkus på bæredygtighed og er DGNB-Screenet til en samlet værdi på 63,3 % = SØLV. Dette kommer bl.a. til udtryk gennem mangfoldighed i boligtyper, robuste og fleksible løsninger i boligen, valg af materialer og tekniske løsninger, indretning af ude- og fællesarealer m.m.