13. april 2018

Konstruktør søges

Tænder du på at være medskabende i den kreative proces?
Har du blik for det færdige værk?
Er du metodisk og optimerende i din arbejdsproces?
Har du minimum tre års erfaring fra praksis?

Hvem er du?
Vi er på jagt efter en erfaren konstruktør, som gerne vil bidrage til en udviklende organisation, følge projekterne helt fra de skabes, konkretisere dem og se dem vokse frem på byggepladsen.

Dine primære ansvarsområder bliver at indgå i tværfaglige projektteams, f.eks. som projektleder, projekteringsleder eller varetage projektering. Løbende deltagelse i mødeaktiviteter, koordinering og kommunikation med kollegaer, samarbejdspartnere og bygherrer indgår i dit daglige arbejde.

Det er en forudsætning, at du er erfaren Revit-bruger og har kendskab til Autocad og Office-pakken.

Vi tilbyder mulighed for faglig udvikling, hvor du har stor indflydelse på selv at påvirke din karrierevej. Din hverdag tilrettelægger du i samråd med de forskellige projektteams, hvor dialogen foregår i en faglig og åbenhjertig tone.

Vi samles hver dag til en fælles frokost, hvor Nina har svunget gryderne og mestret bagværket i køkkenet, og frokostbalkonen åbner snart for sæsonen.

Hvem er vi?
Pluskontoret er en passioneret iværksættertegnestue med 30 medarbejdere. Vi er en god blandet flok af arkitekter, konstruktører, landskabsarkitekter, ingeniør foruden stabsfunktioner med revisor og firmastewardesse, mixet i alder, køn, anciennitet og nationalitet. Vi har til huse i en gammel chokoladefabrik centralt i Aarhus C.

Vi koncentrerer vores projekter inden for de fire kerneområder Bolig, Børn, Læring og Erhverv. Vi beskæftiger os udviklende i hele det faglige spektrum fra indledende rådgivning, forslag, myndighedsprojekt, projektering og udførelse samt bygherrerådgivning. Vi mener, at den gode arkitektur skabes i krydsfeltet mellem arkitektur og bygbarhed i dialog med bygherre og brugere. Bæredygtighed og proces er en del af organisationens grundværdier, som vi håber du vil dele med os.

Ansøgningsfrist: Snarest muligt. Vi holder samtaler løbende og besætter stillingen, så snart den rette person er fundet.

Aftaleforhold: Løn og tiltrædelse efter nærmere aftale.

Ansøgning: Ansøgning og CV sendes til Mette Stavad, ms@pluskontoret.dk

Info: Du kan få nærmere info om jobbet hos direktør Mette Stavad, 53744002