17. august 2017

Første skoledag i Langenæs’ nye børnemiljø

Tirsdag den 15. august blev 40 forventningsfulde skolestartere og deres forældre modtaget med flag og sang i den nybyggede Langenæsafdeling af Læssøesgade Skole i Aarhus. I løbet af sommeren har omkring 250 børn i alderen 0-10 år og 60 medarbejdere indtaget det nye børnebyggeri.

Det nye bygningsanlæg ligger smukt i parken ved Langenæsstien og rummer både børnehave og vuggestue i tilknytning til Dagtilbud Langenæsstien og en indskolingsafdeling under Læssøesgade Skole. Bygningerne, der består af fem forskudte længebygninger, er indpasset terræn og beplantning i parken, hvor flest mulige af de store gamle træer er bevaret.

Pluskontoret Arkitekter har som totalrådgiver varetaget arkitekt- og landskabsarkitektrådgivningen – herunder en omfattende brugerproces, hvor ledelse og medarbejdere har haft stor indflydelse på byggeriets udformning og indretning.

Britta Hjuler, arkitekt hos Pluskontoret Arkitekter og mor til børn i 0. og 4. klasse på Læssøesgade Skole, er glad for det nye børnemiljøs sammenkobling af nyt og gammelt:

Læssøesgade Skole er som en landsbyskole midt i Aarhus. Alle kender hinanden, og det er et meget trygt miljø for børnene. Skolen er smuk og karakterfuld med de fredede bygninger, den smukke aula og den nye skaterbane, der sætter prikken over i’et. For Pluskontoret har det været en spændende opgave i samarbejde med brugerne at skabe en ny afdeling, der passer ind i dette miljø og samtidig  skiller sig ud. Den nye afdeling på Langenæs har sin helt egen karakter. Bygningerne er skaleret ned til børneskala, der er udkig og forbindelse ud i parken alle steder, og små kroge og opholdssteder. Det perfekte miljø til leg og læring, udtaler Britta Hjuler.

Læs mere og se billeder af projektet her